Jeg ønsker, at jeg var Peter Pan

Jeg savner at være barn. Den lille naive pige jeg var engang. En pige, som ikke tænkte over, hvordan hun så ud. En pige der var ligeglad med, hvad andre syntes om hende. Jeg husker dengang, hvor at jeg var ligeglad med alt det.

I dag, så siger alle jo, at de ikke tænker over hvad andre tænker om en, og at udseene, ikke betyder noget. Men hvis du går i byen, går du ikke hen til ham den grimme, du går hen til den pæne af dem. Det er ikke noget du gør bevidst, alt det her, det ligger i vores underbevidsthed. Det gør det ved alle.

Men da vi var små piger og drenge, der løb rundt i bare tær, og alt for små trøjer, dengang, dengang betød udsenet INTET. Intet. I dag, i dag er det hele anderledes, og det er træls, nogengange. Men når at jeg sidder her, og skriver i min blog, så er det med hjemmefutter, og hyggebukser, uglet hår, og ingen mascare. Og det er jeg jo ligeglad med, for der er ingen der ser det.

Nogen gange, er det for fedt at være teenager, andre gange, stinker det. Jeg savner den pige jeg var engang. Men til gengæld, kommer man til at tænke mere over andre, når at man er teenager. Sådan har jeg det ihvertfald personligt. Jeg elsker den side ved mig selv. Den hjælpende side af mig.

Den er også en god en. 

Peter Pan, han bliver aldrig voksen.